Knivens fas

Knivens fas, eller “krops” slibning er nok en af de mest oversete faktorer når man skal ud og købe sig en kniv. Fas´en er den slibning som knive har fra ryggen og ned mod den skærende æg set i tværsnit forfra. Måden knivens fas er slebet har ofte meget stor betydning for brugen af kniven. En kniv der er super god til at hakke gennem træ og knogler, er ikke nødvendigvis særligt god til at skære en bov i flotte stykker.

Her er nogle af de mest almindelige kniv slibninger og lidt om deres fordele og ulemper.

De mest almindelige slibninger af klinger. Ja, jeg er ingen stor kunstner, men håber det giver mening.

Full flat

Knive med denne type slibning er meget populære. Ja, jeg vil skyde på at der findes en full flat slebet kniv i 99% af alle danske hustande. En full flat slibning begynder helt oppe ved ryggen, og kører i lige vinkler hele vejen ned til æggen. Dette giver en utroligt skarp kniv, og man ser den meget ofte på køkkenknive da den er rigtigt god til at skære med. Den er dog lidt tynd i stålet og kan chippe eller bøje ved kontakt med hårdt træ og knogler.

High full flat

Som navnet antyder begynder en high full flat højt, men ikke helt oppe ved ryggen af kniven. Her er der lidt af selve klingen der har samme tykkelse som ryggen inden slibningen begynder. Dette giver stadig en meget skarp kniv, men vinklen kan være lidt bredere hvilket giver en lidt mere holdbar kniv/æg.

Scandi / V Grind

Scandi slibning eller V slibning er en udbredt skandinavisk slibning, og den er kendt verden rundt. Knivens fas begynder meget langt nede af kniven, og dette giver en endnu større vinkel, som holder meget længere. Denne type slibning er meget udbredt bland friluft folk da den er nem og vedligeholde og slibe skarp. Derudover er den nem at have med at gøre, og man kan tydeligt se og fornemme hvordan knivens æg fanger/skærer i materialet. En ægte skandi-grind har ingen sekundær æg og derfor er den nem at slibe, da man “bare” skal slibe kniven på en slibesten på hele V fladen.

Hollow grind

Denne slibning er meget populær blandt jægere. Den indad buede fas giver en super skarp kniv som er rigtig god til at skære i kød. Den lide dog under at være meget tynd på nederste del af klingen, og er dermed ikke egnet til knogler, træ og hårde materialer.

Convex

I stedet for at bue indad som hollow grind, buer den ud af. Det ligner meget en skandi grind, men som sagt er det ikke en flad slibning. Dette kan give en virkelig solid kniv, som kan tåle en hel del tæsk. Mange økser er slebet med convex slibning, og de må jo siges at blive brugt til hårdt arbejde.

Chisel grind

Denne slibning bruges ofte på mejsler og japanske køkkenknive. Knivens fas er helt flad på den ene side, og slebet i V form på den anden side. Vinklen er typisk 20-30 grader, og kan derfor blive super skarp. Denne type slibning er også meget nem at slibe skarp, da man “blot” lægger hele V fladen mod sin slibesten. Denne type slibning er ofte meget omdiskuteret omkring holdbarhed. Den er SUPER til træ arbejde, og til udskæring af kød. Omvendt kan den nemt blive sløv hvis den er vinklet for skarpt.

Den venlige opsang

En kniv er ikke en dåseåbner, hammer, mejsel, brækjern, skovl, økse eller skruetrækker. Den hurtigste vej til at ødelægge din kniv, er at bruge den til noget den ikke er beregnet til!

Og husk

Dette er blot mine tanker og holdninger. Det er ikke den endegyldige sandhed, og hvad der virker for mig, er måske noget juks for dig. Du må i sidste ende ud og prøve nogle knive, find den der passer til dig, så kan det ikke gå helt galt.

*Thomas

Hvordan man sliber knive med forskellige slibe systemer:
Lansky 4 stens diamant sæt.
Work Sharp – Ken Onion sharpener.
Work Sharp – Guided sharpening system

Rengøring og vedligehold:
Stropning af kniv på læderlap for super skarphed.
Olie og vedligehold af din kniv.

Artikler og info:
Lidt om håndlavede knive.
Hvad er en god jagtkniv.
Slibning og vinkler på knive.